Settlementet er en NGO og blev grundlagt i Saxogade på Vesterbro i 1911. Vi har lige siden skabt forandringer og nye håb hver eneste dag - vi tror på det enkelte menneske og de stærke fællesskaber.
I Settlementet skaber vi fællesskaber i byen, hvor mennesker mødes på tværs af de mange skel, der normalt skiller os ad. Vores arbejde er baseret på stærke professionelle kompetencer og frivillige kræfter indgår som ligeværdige aktører i de enkelte indsatser. Vi sikrer, at det enkelte menneske kan udfolde sit potentiale i et fællesskab, fordi vi tror på, at alle har værdi og noget at bidrage med. Vi arbejder for social og kulturel ligestilling i samfundet og bygger bro på tværs af sociale og kulturelle skel.
I dag er Settlementet en af Københavns store sociale organisationer med mange tilbud til byens udsatte. Vi har et aktivt værested i Istedgade, en række sociale klubber, en større beskæftigelsesindsats med en lang liste af virksomhedspartnere, vi driver verdens eneste sociale handelsgade i Saxogade, en feriekoloni i Odsherred samt vores rådgivning, hvor vi tilbyder uvildig retshjælp, social- og gældsrådgivning. Med udgangspunkt i vores erfaringer udfører vi fortalerarbejde, der skaber konkrete socialpolitiske forandringer. I 2021 fik over 1.500 mennesker, der lever i udsathed støtte, rådgivning og nyt håb i Settlementets samlede indsats.