Realdania By & Byg udvikler eksperimenterende nybyggeri, arealer & bydele og bevarer historiske huse. Det sker gennem filantropiske investeringer og aktivt ejerskab af ejendomme og arealer.
Realdania By & Byg arbejder for at føre Realdanias mission om livskvalitet i det byggede miljø ud i livet gennem aktivt ejerskab af eksemplariske bygninger og arealer til byudvikling.
Målet er gennem både erhvervelse og nybyggeri at opbygge og formidle en samling af gode eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet – og at engagere sig i langsigtede byudviklingsprojekter i partnerskab med kommuner for derigennem at medvirke til udvikling og kvalitet i de danske byer.
Gennem filantropiske investeringer i arealer og ejendomme skal selskabet samtidig generere et vist afkast til Realdania med det formål at muliggøre yderligere filantropisk aktivitet.
Formidling spiller en væsentlig rolle for Realdania By & Byg – om historiske huse og andre betydningsfulde ejendomme - og om bæredygtige løsninger i nybyggeri og byudvikling.
På vores hjemmeside, i film og bogudgivelser, ved åbent hus-arrangementer og gennem Realdania By & Byg Klubben deler vi de mange historier, som ejendommene og byudviklingsprojekterne rummer.
Inden for byudvikling formidler Realdania By & Byg desuden viden og løsninger for landets kommuner og andre professionelle, der arbejder med byudvikling.