Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond. At virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland er kernen i fondets fundats, der blev underskrevet den 20. januar 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen.
Ved kunst forstås ikke blot billedkunst, men også kunstindustri, arkitektur og havekunst ‒ og i øvrigt kunst i bredeste forstand, dvs. også hvor billedkunstneriske udtryk forbinder sig med beslægtede kunstformer og sammenhænge.
Fondet, hvis fundats og virke stadig er præget af Carl Jacobsens lidenskab og handlekraft, arbejder for at fremme kunstens betydning i det danske samfund med den overbevisning, at kunst kan berige menneskelivet og vores verden.