Vækst-Invest Nordjylland A/S er stiftet i januar 2008 og er en investeringsfond med fokus på små og mellemstore virksomheder i Jylland. Fondens fokus er investeringer i virksomheder med en omsætning på op til 200 millioner kroner. Hovedparten af virksomhederne har dog en omsætning i niveauet 20-100 millioner kroner ved investeringens gennemførelse.
Vækst-Invest Nordjylland er etableret for som medaktionær i jyske virksomheder at realisere vækstpotentialet, og herved at øge virksomhedens værdi. Der er en stor underskov af interessante industri- og servicevirksomheder, som i mange tilfælde kan gøre sig gældende i et globalt marked.
Hidtil har der ikke i nævneværdig grad været risikovillig kapital til rådighed for små og mellemstore virksomheder med en omsætning på op til 200 millioner kroner. Hovedparten af de investeringsfonde, som arbejder i Danmark, har fokuseret på større virksomheder, hvor omsætningen typisk overstiger 150-200 millioner kroner. Således har de små og mellemstore virksomheder ikke haft mange alternativer til bankfinansiering, når der skal udvikles og gennemføres vækstplaner. Erhvervsstrukturen i Jylland - og Danmark generelt - er kendetegnet ved små og mellemstore virksomheder, hvorfor potentialet for fonden er stort.
Aktionærerne bag fonden omfatter bl.a. Spar Nord Bank, Nykredit, Nordjyske Bank, Sparekassen Vendsyssel, Sparekassen Himmerland og Vækstfonden.