Habitus tilbyder bo- og dagtilbud.
Vi leverer højt specialiseret pædagogisk omsorg. Vores fokus er individuelt tilrettelagte, udviklende aktiviteter til borgere fra 15 år med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og problemskabende adfærd, som er for krævende til at fungere i det etablerede specialmiljø. Habitus beskæftiger omkring 400 medarbejdere og samarbejder med kommuner over hele landet.
Unikke rammer for den enkelte
Det handler ikke kun om hvad, du kan. Det handler om, hvad du kan komme til at kunne. Hos Habitus tager vores pædagogiske indsats ikke kun udgangspunkt i funktionsniveauet, men i lige så høj grad den enkeltes udviklingspotentiale og særlige måde at begribe verden på. Med tillid, anerkendelse og faglig omsorg skaber vi de bedst tænkelige rammer for at leve og udvikle sig på egne betingelser.
Vi ved, at faste, meningsgivende rutiner skaber tryghed. Derfor arbejder vi med en nænsom og overskuelig struktur, der udvikler beboerens positive kompetencer gennem små og sikre succesoplevelser hver dag. Og i tæt samarbejde med de pårørende bygger vi bro mellem hverdagen og familielivet.
Et hjem til dem der har det svært
Alle har brug for at føle sig hjemme og særligt de svageste borgere har brug for trygge, vante rammer. HabitusHusene er alle indrettet i hyggelige landejendomme eller villaer i grønne omgivelser. Hvert hus rummer mellem 8 og 14 boliger, og vi lægger vægt på, at husene fremstår som et hjem – ikke en institution.
Hver beboer har sin egen lejlighed med opholdsstue, soveværelse, bad og toilet samt et tekøkken, hvis det ønskes. De fleste lejligheder har endvidere egen have eller altan.
Alle botilbud har desuden fælles opholdsrum, køkken, hyggelige udendørsfaciliteter, og rig mulighed for forskellige udendørsaktiviteter.