DLR Kredit er et realkreditinstitut, der ejes af lokale og regionale pengeinstitutter.
DLR yder lån til landbrugs- og byerhvervsejendomme mod pant i fast ejendom baseret på udstedelse af obligationer.
Vores udlånsområder er jordbrugsejendomme (landbrug og gartneri) og byerhvervsejendomme mv. (private boligudlejningsejendomme, andelsboliger, kontor- og forretningsejendomme, industri- og håndværksejendomme og almene boliger).
Historie
DLR Kredit (tidligere Dansk Landbrugs Realkreditfond) blev oprettet i 1960 og er derfor en relativ ny finansiel virksomhed. Oprettelsen skete på initiativ af bank- og sparekasseforeningerne (nu Finansrådet) og var et resultat af flere års forudgående overvejelser om landbrugets kreditforhold.
Lovgrundlag
DLR Kredit A/S er reguleret af lov om finansiel virksomhed.
Loven fastlægger regler for alle finansielle virksomheder i Danmark med hensyn til regnskab, ejerskab, ledelse, kapitalkrav m.v.
DLR Kredit er herudover underlagt Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. samt tilhørende bekendtgørelser udstedt af Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Finanstilsynet. Loven med tilhørende bekendtgørelser udstikker et detaljeret regelsæt for realkreditinstitutternes aktiviteter, herunder regler for værdiansættelse og låneudmåling.