Professionshøjskolen Metropol lever videre som både tidligere arbejdsplads og uddannelsessted men eksisterer ikke mere. Metropol og UCC fusionerede i 2018 til Københavns Professionshøjskole.
Metropol samlede uddannelser samt forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for velfærdsområderne sundhed, rehabilitering, ledelse, pædagogik og socialt arbejde.
Metropol var ikke blot en uddannelsesinstitution, men en levende og aktiv viden-institution, der tog del i samfundet og i samfundets udvikling. Vi uddannede de mennesker, der fik morgendagens vækst- og velfærdssamfund til at hænge sammen, og udvikle sig.
Med fundament i Københavns mest attraktive bydele skabte Metropol levende og fagligt stærke campusmiljøer. På to fakulteter var vi samlet i tre kerneopgaver: ordinær uddannelse, efter- og videreuddannelse samt forsknings- og udviklingsaktiviteter. Vi prioriterede sammenhængen mellem undervisning, forskning og omverden højt og udviklede derfor hele tiden vores forskningsprofil.