Bag Hej Fonden står de tre håndboldlandsholdsspillere Mie Højlund, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen.
Vi kender alle tre betydningen af sammenhold. Vi ved, at plads til forskellighed gør alle stærkere. Vi ved, hvad det betyder, når man giver andre et skulderklap og selv får en hånd. Og vi har også gennem vores ungdom oplevet, hvad det vil sige, når man ikke er en del af holdet - eller holdes helt udenfor.
Derfor står vi sammen mod mobning. Vi siger ganske enkelt farvel til mobning og hej til sammenhold.
Hej til godt kammeratskab. Hej til fælleskab, hvor alle kan føle sig trygge. Så trygge, at man tør sige, hvad man føler - og så modige, at man står op for dem, der har brug for det. Fordi gode kammerater tager ansvar. Gode kammerater hjælper de andre. Gode kammerater ved, at sammenhold gør den enkelte stærkere. Og omvendt. Man behøver slet ikke være superhelt eller sportsstjerne - man skal bare sige hej.
Hej Fonden arrangerer egne Håndbold Camps, vi besøger håndboldklubber over hele Danmark og er til stede ved så mange stævner, som overhovedet muligt.
Vi sætter ikke bare fokus på mobning, men arbejder med løsninger og værktøjer til, hvordan børn og unge bliver bedre til at hjælpe hinanden. Vores mål er at skabe trygge frirum, flere succesoplevelser og stærkere sammenhold. For alle.