Dansk Firmaidræt er Danmarks tredjestørste idrætsorganisation med 360.000 medlemmer.
Vi kæmper for at sætte Danmark i bevægelse i firmaidrætsforeningerne og på arbejdspladserne. Det er netop her, at vi indstiller det skarpe boldøje. Det er her, vi i snart 75 år – på mange forskellige måder – har dyrket sammenholdet og bevæget dig og hele Danmark.
Vi er dedikerede og passionerede medspillere i kampen for mere idræt og kollegamotion målrettet dig. Vi har et solidt fundament med firmaidrætsforeninger i hele landet med engagerede frivillige ildsjæle sprængfyldt af viden, erfaringer og en masse idéer.
I de 80 firmaidrætsforeninger har vi fokus på fællesskab og den magiske fornemmelse af holdånd, sammenhold og lokal sammenhængskraft, der opstår, når du dyrker idræt, lokale events og motion i eller omkring et foreningsfællesskab. Det er her, du og dine kolleger spiller fodbold, kaster jer på racercyklen, dyrker yoga, sveder til kraftfulde events eller dyster mod andre firmahold til turneringer i bowling, badminton eller floorball.
På arbejdspladserne inspirerer og motiverer vi konstant dig og din arbejdsplads til kollegamotion i arbejdstiden. Kollegamotion er den samlende og inkluderende aktive pause på arbejdet, hvor I spiller en omgang høvdingebold på parkeringspladsen, går en tur før frokostpausen eller sveder lidt til en omgang træning i receptionen. Sammen styrker vi sammenholdet, sindet og smilene med kollegerne på tværs af fag, jobfunktioner, afdelinger og fysisk formåen.
Vi skaber et sjovere Danmark i bevægelse gennem bl.a.:
• Tæl Skridt - 4 gange om året
• Arbejdspladsernes Motionsuge
• Firmaidræt Open
• Ung Cup
• Kollegagolf og Kollegapadel
• Uddannelse til Anfører for en sund arbejdsplads
• Aktivitetsdage
Læs mere om, hvad firmaidrætten kan tilbyde din arbejdsplads på www.firmaidraet.dk
#DyrkSammenholdet